Dyre- og planteliv i de kystnære områder er hårdt presset af dårlige miljøforhold. Men det vil Danmarks Sportsfiskerforbund med støtte fra VELUX FONDEN og en række organisationer lave om på med projektet Kysthjælper, der engagerer frivillige i at give havet en hjælpende hånd.

Engang fik man som regel en torsk eller to på krogen, når man kastede snøren i vandet fra strandkanten. Det vrimlede med skrubber og rødspætter på det lave kystnære vand. Og muslinger, ålegræs og blæretang gjorde de danske fjorde og kyster til et paradis med et væld af liv.

Desværre har situationen ændret sig. Havet lider. Det gisper efter vejret på grund af forurening og iltsvind, og mange steder er fisk, dyr og planter væk, da deres levesteder med tiden er forsvundet.

Men nu giver Danmarks Sportsfiskerforbund havet en hjælpende hånd med projektet Kysthjælper – i samarbejde med en række NGO'er og universiteter, og med støtte fra VELUX FONDEN.

Naturforbedring drevet af frivillige
Med Kysthjælper vil vi skabe et folkeligt ejerskab til havet og de kystnære områder, og sammen med frivillige kræfter rundt om i landet vil vi forbedre det kystnære havmiljø.

Målet er at skabe de bedst mulige rammer for naturforbedring i havet, drevet af frivillige, med fokus på udplantning af ålegræs og udlægning af mindre stenrev og muslingebanker.

Kysthjælper har landsdækkende perspektiver, men er lokalt forankret med fire pilotprojekter i Limfjorden, Aarhusbugten, Horsens Fjord og i Lillebælt ved Assens. Projektet løber til og med 2025.

Læs projektbeskrivelse af "Kysthjælper - vi giver havet en hånd" her.

Erik Haar

Erik Haar Nielsen

Biolog og projektleder på Kysthjælper

IMG 5970

Niels Åge Skovbo

Faglig konsulent på Kysthjælper

 

Tilmeld dig Kysthjælpers nyhedsbrev

Tilmeld dig Kysthjælpers nyhedsbrev, og få seneste nyt om projektet og muligheden for at blive frivillig kysthjælper.

* Påkrævet

Aktuelle events

 

 

Partnere i Kysthjælper

Projekt Kysthjælper bistås af to følgegrupper:

Faglig støttegruppe: Aarhus Universitet, DTU Aqua, Syddansk Universitet, Rambøll, COWI, Als Stenrev, Naturpark Lillebælt, Limfjordsrådet, Sund Vejle Fjord (Vejle kommune), Horsens Kommune, Aarhus Kommune, Assens Kommune og Danmarks Naturfredningsforening.

NGO-støttegruppe: Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Amatørfiskerforening, Danmarks Sportsdykkerforbund, Limfjordsmuseet, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet og Dansk Fritidsfiskerforbund.

Projekt Kysthjælper samarbejder med:

Lunar Bank // Project Blue: Med et enkelt swipe på telefonen kan Lunars brugere støtte Kysthjælpers nye stenrev i Limfjorden. I 2024 donerer Lunars brugere i alt 90.000 kr. til et nyt stenrev ud for Gjøl. Pengene går direkte til anskaffelse og udlægning af sten.


Projekt Kysthjælper er finansieret af VELUX FONDEN.